Juridisk studentermedhjælper til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Er du studerende, og kunne du tænke dig at blive en del af et stærkt arbejdsfællesskab og arbejde med juridisk sagsbehandling og administrative opgaver?
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Om vores kontor og stillingen
I kontoret varetager vi de juridiske opgaver for hele styrelsen. Vi rådgiver bl.a. vores kollegaer i styrelsens fagkontorer om jura vedrørende de videregående uddannelsesinstitutioner og deres uddannelser, om forvaltningsret og anden offentlig ret. Vi behandler en række klage- og tilsynssager på styrelsens område, bl.a. behandler vi klager vedrørende studerendes adgang og optag samt eksamen på de videregående uddannelser. Derudover fungerer vi som forsikringsenhed for de videregående uddannelsesinstitutioner i sager om arbejdsskader, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser.
Du vil primært blive tilknyttet vores team for arbejdsskadesager. Teamet er en del af kontoret Jura og Institutionspersonale, som pt består af 21 medarbejdere inklusiv 1 områdeleder/souschef og 1 kontorchef, hvor hovedparten af medarbejderne er jurister. I kontoret vil vi med dig få et studenterteam på 3 studerende.
Som en del af arbejdsskadeteamet vil dine primære arbejdsopgaver være lettere sagsbehandling og journalisering, herunder at oprette sager i styrelsens elektroniske sagsstyringssystem (F2) og sagsbehandling af indkomne afgørelser m.v. fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Du vil også blive inddraget i kontorets behandling af klager fra studerende, hvor opgaverne bl.a. består i at kvittere for modtagelse af sager, indhente yderligere oplysninger til sagsbehandling og udarbejde udkast til afgørelser og høringer.
Derudover vil du kunne blive inddraget i andre opgaver i kontoret, f.eks. bistå med håndteringen af aktindsigtsanmodninger og udarbejdelse af juridiske notater.
Gennem jobbet får du:
- Praktisk erfaring med administrativ og juridisk sagsbehandling
- Kendskab til regelsæt og sagsgange inden for uddannelse, forskning og offentlig ret
- Indblik i offentlig forvaltning og administration
- Mulighed for udvikling i arbejdsopgaver i takt med udvikling af kompetencer og erfaring
- God fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, så jobbet kan forenes med dit studie
Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du:
- Er studerende på en videregående uddannelse – gerne på jura, HA(jur.) eller lignende uddannelse
- Har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner – også gerne på engelsk
- Er god til at skabe overblik over opgaverne og er fleksibel i opgaveløsningen
- Har interesse for jura og administration i en offentlig myndighed
- Er imødekommende og ansvarsfuld i forhold til både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i vores travle hverdag.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to til tre faste hverdage. De faste dage aftales, så det passer med dine studier. Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriet efter overenskomst mellem Finansministeriet, OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten.
Vi har en ledig stilling til besættelse med start snarest muligt efter nærmere aftale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Emilie Keller på e-mail [email protected] eller telefon 7231 9564 eller souschef Anders Rømer Kania på e-mail [email protected] eller telefon 7231 8448.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Din ansøgning inkl. CV og eksamenspapirer skal være uploadet senest den 2. marts 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 10.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Afdeling:
Lokation: Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Haraldsgade 53, 2100 København Ø
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: