Samfundsvidenskabelige Praktikanter til Grønlands Politi
Rigspolitiet
Har du mod på et politieventyr mod fjerne nordlige kyster, hvor uforglemmelige naturoplevelser venter på dig, og du får mulighed for at opleve, hvordan der arbejdes med kriminalitetsforebyggelse, efterretninger og analyse i Rigsfællesskabets største politikreds? Har du lyst til at sætte dig ind i politiets systemer og arbejde med både kvantitativ og kvalitativ data?
Grønlands Politi søger samfundsvidenskabelige studerende på kandidatuddannelsen til efterårssemesteret 2024. Vi søger én til Sektionen for Forebyggelse, Efterretning og Analyse og én til Specialiseret Team.
Generelt om stillingerne
Kriminaliteten i Grønland adskiller sig, overordnet set, fra kriminaliteten i Danmark. Forekomsten af personfarlig kriminalitet, navnlig vold, drab, sædelighedsforbrydelser samt overgreb mod børn, er højere i Grønland set i forhold til indbyggertallet. Som praktikant i Grønlands Politi skal du derfor være klar på, at du kan komme til at beskæftige dig med sager om personfarlig kriminalitet og selvmord.
Din hverdag som praktikant i Grønlands Politi er alsidig, og du kan forvente at indgå i sektionens projekter på lige fod med de øvrige ansatte. Alt efter kvalifikationer kan du eksempelvis udarbejde politiets statistikker på forskellige områder, præsentere deskriptiv statistisk, indsamle kvalitativ data og bearbejde interviewmateriale. Derudover vil der være løbende ad hoc opgaver.
Vi søger to praktikanter til efterårssemestret 2025, - én til Sektionen for Forebyggelse, efterretning og analyse og én til Specialiseret Team.
Sektionen for Forebyggelse, Efterretning og Analyse
Sektionen for Forebyggelse, Efterretning og Analyse er en del af Operativ Stab i Grønlands Politi og arbejder bl.a. med kriminalitetsforebyggelse, ledelses- og styringsinformation samt efterretnings- og analysearbejde. Sektionen har bl.a. til opgave at sikre, at Grønlands Politi arbejder analysebaseret samt struktureret med efterretning og forebyggelsesområdet. Som praktikant i sektionen skal du understøtte arbejdet med en række forskelligartede analyser og statistikker på hele sektionens område, mens du også vil skulle støtte sektionens andre opgaver efter behov, fx projektstyring og sekretariatsbistand til Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd (PiSiu).
Specialiseret Team
Specialiseret Team er ligeledes en del af Operativ Stab og arbejder med mange opgaver og initiativer, bl.a. traumeinformeret praksis, forurettedes retsstilling, socialscreening, forebyggelse m.m. Der er ligeledes et bredt tværfagligt samarbejde med de grønlandske kommuner i sager om vold og seksuelle overgreb mod børn. Der vil være arbejdsområder omkring temaet vold i nære relationer, der har et særdeles stort fokus lige nu. Helt generelt har Specialiseret Team også en opgave i at understøtte efterforskere og forebyggelsesmedarbejdere i forbedring af sagsgange, så politiets møde med ofrene, herunder i anmeldelsessituationen, bygger på viden om traumer, og har fokus på at hjælpe og iværksætte beskyttelsesforanstaltninger/Traumeinformeret praksis. Praktikantens arbejdsform vil fortrinsvist være projektbaseret i forhold til nogle af de nævnte fokusområder.
Kvalifikationer
Du er kandidatstuderende på en samfundsvidenskabelig uddannelse, fx statskundskab, sociologi, antropologi, kriminologi, psykologi eller andre uddannelser inden for forvaltning.
Herudover forventer vi, at du:
- har interesse for politiets opgaver og rolle i samfundet
- er metodisk, analytisk stærk og kan behandle større datasæt – bl.a. i Excel
- har gode samarbejdsevner og et godt humør
- kan arbejde selvstændigt og struktureret med mange forskellige opgaver.
Vi lægger stor vægt på, at du får mulighed for at dygtiggøre dig på flere faglige områder, og vi sætter en ære i at være med til at udvikle dig og dine kompetencer, mens du er en del af Grønlands Politi.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er op til 40 timer om ugen (i praksis fastsættes den efter de krav, der er til dit projektforløb), og praktikperioden er 5 måneder med start den 1. august 2025.
Ud over muligheden for at prøve kræfter med mange forskellige opgavetyper ved Grønlands Politi, har Grønland masser at byde på i form af eksempelvis fantastiske naturoplevelser, et rigt kultur- og foreningsliv og ikke mindst et godt socialt og kollegialt sammenhold i Grønlands Politi.
Praktikantstillingerne er ulønnede, men Grønlands Politi stiller en fælles personalebolig til rådighed for praktikanterne. Du skal være opmærksom på, at der kan ske beskatning af værdien af den frie bolig. Du betaler selv rejseomkostninger i øvrigt.
Det er en forudsætning for praktikopholdet, at det er meritgivende på dit studie, samt at du kan blive sikkerhedsgodkendt. Vi er fleksible i forhold til, hvad der kræves fra universitetet for at få meritoverført praktikken.
Ansøgning og kontakt
Ansøgning, CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser skal uploades i PDF-format via politiets rekrutteringssystem på job.politi.dk.
Du må gerne tydeliggøre i din ansøgning, hvilken af de to afdelinger du søger. Hvis du synes, at begge afdelinger lyder spændende, sætter vi pris på, at du oplyser, hvilken afdeling der er din 1. og 2. prioritet.
Såfremt du har spørgsmål vedr. stillingernes indhold m.v., er du velkommen til at kontakte fg. Politikommissær Andreas Nordentoft, sektionsleder for Operativ Stab, tlf. +299-567158 eller på mail [email protected]. Husk at der er 3 timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Arbejdstiden i Grønlands Politi er røg- og nikotinfri.
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
16.03.2025
Ansøgningsfrist:
16.03.2025
Arbejdsgiver:
Grønlands Politi
Jobsted (langt):
Nuuk
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: