Pædagog, som brænder for special pædagogik til Landsbyen Sølund
Skanderborg Kommune
Har du lyst til at være med til at tage imod en ny beboer?
Vi har brug for endnu en dygtig kollega i Boenhed 8 - hus 8 i Landsbyen Sølund pr. 1. november 2026, hvor en ny beboer flytter ind.
I naturskønne og rolige omgivelser ligger Landsbyen Sølund, som er hjem for voksne mennesker med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. I hus 8 bor otte beboere i alderen 26 til 76 år, hvis udviklingsniveau ligger mellem ½ til 2 ½ år. Beboerne har vidt forskellige personligheder, men fælles for dem er behovet for tæt støtte og guidning kommunikativt, omkring deltagelse i aktiviteter og fællesskaber samt personlig pleje. Flere af beboerne er kørestolsbrugere. Halvdelen af beboerne har aktivitetstilbud internt i huset, mens den andel halvdel er tilknyttet aktivitetstilbud i landsbyen.
Formålet er at skabe gode og betydningsfulde liv for beboerne. For at lykkes med dette, forholder vi os nysgerrigt til beboernes adfærd og kommunikation.
Vi observerer, analyserer og reflekterer i fællesskab både mundtligt og skriftligt for at kvalificere vores pædagogiske praksis. Dette foregår både formelt til team- og personalemøder og mere uformelt i den daglige praksis, når vi undrer os eller får en god idé.
Vores pædagogiske fundament er Gentle Teaching. Vi arbejder derfor bevidst med os selv som redskaber ved at bruge vores stemmer, øjne og hænder til at skabe tryghed i relationen til beboerne. Få af beboerne har verbalt sprog, så kommunikationen er primært nonverbal gennem mimik, gestik, konkreter, billeder og enkelte Tegn til Tale. Da beboerne har sanseintegrationsforstyrrelser i varierende grad, arbejder vi målrettet på løbende at regulere deres nervesystemer med udgangspunkt i vores viden om sanseintegration.
Vi kan tilbyde
- En stabil, omsorgsfuld og velfungerende personalegruppe, som nyder hinandens selskab
- At blive en del af et stort landsbyfællesskab med en masse skønne beboere og kolleger, som jævnligt mødes til både store og små arrangementer på tværs af huse og aktivitetstilbud
- Mulighed for at deltage i faglige netværk med kolleger fra hele landsbyen, hvor der er tid og rum til faglig fordybelse, sparring og vidensdeling.
- Mulighed for at lære nyt og udvikle sin faglighed til gavn for beboerne gennem supervision og kurser udbudt af Lærings- og Videnscenteret, som er en del af Landsbyen Sølund
Vi søger
- Du er uddannet pædagog og har interesse for special pædagogik
- Du har lyst til at bidrage til at skabe et trygt, kærligt og sjovt hjem, hvor beboerne trives
- Du trives i et miljø kendetegnet ved struktur og behov for mange gentagelser
- Du har mod på at tage beboernes tilstræbte indefra perspektiv
- Du er motiveret for at arbejde i beboernes hjem og varetage mange forskelligartede opgaver relateret hertil
- Du har lyst til at indgå i tæt pårørendesamarbejde
- Du har lyst til at være del af et arbejdsfællesskab, hvor du samarbejder med forskellige kollegaer
- Du har lyst til at indgå i tværprofessionelt samarbejde med sygeplejersker, læger, fysioterapeuter mfl. omkring sundhedsfaglige opgaver
- Du har gerne erfaring med Tegn til Tale og/eller lyst til at lære det i fællesskab med de øvrige kolleger
- Du har lyst til at bidrage til at skabe en kultur, hvor LA2(u) bliver en integreret del af den pædagogiske praksis
Arbejdet består af en blanding af dag- og aftenvagter i tidsrummet kl. 07-23. Det er muligt at indgive ønsker til fordelingen. Du skal arbejde hver tredje weekend samt en enkelt lørdag eller søndag hvert kvartal, hvis du ønsker ansættelse på 32 timer. Andet kan også aftales.
Hvis du vil vide mere
Du er mere end velkommen til at kontakte vores pædagogiske koordinator Nanna for at høre nærmere omkring stillingen på mail: [email protected]
Alternativt kan du kontakte vores leder Anne på telefon 40 42 88 51 eller på mail: [email protected]
Ansøgning
Stillingen er en fastansættelse på 32 timer ugentligt. Andet timetal kan også aftales.
Ansøgningsfrist
25. september 2026
Vi læser løbende ansøgninger og forventer at afholde samtaler den 28.- eller 29. september 2026.
Vi beder om en straffeattest ved ansættelse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst, herunder de fastsatte bestemmelser i forhold til lokal løndannelse. Du kan finde oplysninger om lønniveauet i Skanderborg Kommune via dette link: KRL. Her finder du også oplysninger om grundløn og pension. Udover grundlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.
Ansøgningsfrist:
25. september 2026
Tiltrædelse:
1. november 2026
Arbejdstid:
Deltid
Stillingsbetegnelse:
Pædagog
Kontakt:
Pædagogiske koordinator Nanna Nissen
Arbejdssted:
Sølund Bo 08
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: