Vi har talt med en praktikvært om, hvordan du får mest muligt ud af dit praktikophold i en virksomhed. Praktikværten er i det daglige ansvarlig for, at du gennemgår et reelt læringsforløb, som du kan bruge i din uddannelse.

Det har vi kogt ned til 6 gode råd:

1. Hav et mål

Inden du starter i praktik, er det vigtigt, at du sætter dig et mål. Hvad vil du gerne have ud af semestret, og hvilke forventninger har du? Snak med din praktikvært om, hvad du forventer, så I sammen kan tilpasse forløbet. I praktikkontrakten står dine arbejdsopgaver typisk beskrevet, dermed har du dine opgaver på papir, som du senere kan skrive på dit CV eller sende sammen med en fremtidig jobansøgning.

2. Få styr på hverdagen

Hvis du er opsat på at lære en masse på din praktikplads, er det vigtigt, at du er nysgerrig, motiveret og videbegærlig. Tro på dig selv og dine faglige kompetencer, som du ikke skal være bange for at bruge. Sørg for altid at holde et højt informationsniveau med din praktikvært, så du ikke føler, at du er overladt til dig selv og derved mister motivationen. Husk også at fortælle din praktikvært, hvis det ikke går så godt. For der er ikke så meget, praktikstedet kan stille op, hvis du først fortæller, hvordan du har det, når praktikopholdet er slut.

3. Du er der for at lære

Husk at se dit praktikophold som en læringsproces. Det er ikke meningen, at du skal løse alle opgaver perfekt fra start, ellers skulle du direkte ud på arbejdsmarkedet. For at lære så meget som muligt, er det vigtigt, at du er åben for feedback.

4. Stil spørgsmål

Hvis du vil vide mere, må du spørge. Hold dig ikke tilbage, stil en masse spørgsmål omkring opgaver og procedurer. Det sparer dig endda også tid, hvis du er i tvivl om en opgave, du skal løse. Selvom du måske føler, at du som praktikant er gæst - så husk på, at du er der for at blive klogere. Stil derfor krav til læring, forløb og udvikling. Hvis der ikke er indlagt evalueringssamtaler i dit praktikophold, så bed din praktikvært om at holde et møde midtvejs, så I sammen kan diskutere opholdet.

5. Vær social

Sørg for at være udadvendt og opsøgende. Snak med andre i virksomheden, så de også kan lære dig at kende. Det bliver også meget sjovere, og tiden går hurtigere, hvis du føler dig som en del af virksomheden og deltager i sociale arrangementer. Se praktikopholdet som et sted, hvor du kan få skabt en masse kontakter, som du måske får brug for senere i din karriere.

6. Skriv dagbog

Et halvt år går hurtigt, brug derfor maks. to uger på at være ny i en virksomhed. En god idé er at føre dagbog. Aftal med dig selv, at du én gang om ugen sætter dig ned og skriver, hvad du har lavet i løbet af ugen. Du bliver også rigtig glad for det, når du skal skrive praktikopgave.


Mangler du fortsat at finde din praktikplads? Tag et hurtigt kig her!

Søg i alle praktikpladser