Sabrina Bruun Madsen fik barn to år efter studiet. Hun havde hele tiden planlagt at få barn lige efter studiet, men omstændighederne gjorde, at det tog to år mere.

I løbet af studiet oplevede hun ofte kvindelige medstuderende med fast partner lufte deres bekymringer ved at kombinere karriere og børn.

”Hvis du får barnet før specialet, så har du et større barn, når du er færdig og skal på arbejdsmarkedet. Men vil du kunne skrive specialet færdig med et barn?”, siger hun og fortsætter: ”Du kunne også få barnet efter specialet, så du havde tiden. Men falder din uddannelse i værdi, fordi du ikke kommer ud og arbejder?”

Det rigtige tidspunkt for hende

Sabrina blev færdig med kandidaten som 23-årig, så for hende var det den rigtige beslutning at vente med barn til efter studiet. Hun føler, at hun fik tid til at udfolde studielivet som ung. Nu er hun glad for at have tiden med sin lille datter.

”Jeg har set dem, jeg har læst sammen med, få børn. Og det vender meget op og ned på ens verden at få barn. Jeg er ikke sikker på, om jeg ville kunne prioritere studiet og udvise selvdisciplin med en skrigende baby lige ved siden af.”

Men når det er sagt, så tror Sabrina også, at hun havde valgt anderledes, hvis hun havde været ældre, når hun startede på studiet.

Ulemper ved at få barnet efter studiet

Sabrina er gymnasielærer i Grønland, men hun nåede ikke at arbejde mere end et år, inden hun skulle på barsel.

”Det er ikke særlig fedt at starte på en arbejdsplads, og så gå på barsel efter ét år. Det passede heldigvis fint med min termin i august, men jeg føler nogle gange ikke, at jeg lever op til mine forpligtelser for min arbejdsplads og arbejdsgiver.”

Arbejdspladsen har været rigtig god og støttende, men Sabrina føler stadig at arbejdsmarkedet er indrettet på en måde, så man som kvinde bliver fanget imellem ønsket om karriere og drømmen om barn.

Barn og karriere er svært at kombinere

Sabrine mener altid, det kommer altid til at koste noget i en kvindes liv at få et barn. Særligt i forhold til karrieren. Derfor er der også veninder fra studiet uden arbejde der stadig venter med at få barn. De er et limbo imellem at få barn uden det økonomiske fundament ved et arbejde eller at søge job velvidende, at de kan blive sorteret fra på det.

”Hvis du ikke har små børn, når du skal ud og søge et arbejde, så tænker jeg da, at arbejdsgiverne kommer til at tænke over, om du som kvinde ikke snart skal på barsel,” siger Sabrina.

Ifølge Sabrina er den oplagte rækkefølge måske i virkeligheden, at få barn før studiet, så ens barn eller børn havde en god alder, når man var færdiguddannet og klar til arbejdsmarkedet:

”Når man så kommer ud på arbejdsmarkedet, så har man større børn, der tager mindre tid. Men det bliver der ikke lagt op til nogen steder.”


Denne artikel er den del af vores tema "Børn og karriere". Læs også artiklen: Skal jeg få et barn under studiet?