Flemming Møller Mortensen havde siden ungdommen drømt om at blive arkæolog. Efter en snak med studievejlederen blev drømmen dog udfordret, da det var svært at få job efter uddannelsen, fordi der var flere arkæologer, end der var gravsteder. “Der gik nogle uger, hvorefter jeg ringede til vejlederen igen, og så gentog han det, han havde sagt. Så tænkte jeg: Okay, jeg bliver ikke arkæolog. Så jeg blev noget helt andet, og jeg fik det rigeste liv med baggrund i, at jeg ikke blev arkæolog.”

I stedet uddannede Flemming sig til sygeplejerske, og han er i dag rigtig glad for at have gået denne vej. “Alle de muligheder det gav mig i livet, og stadigvæk giver mig: En forståelse af livets væsentlighed, kompleksitet og sårbarhed. Det er virkelig noget, jeg ikke ville være foruden.”

“At tage ansvar på verdens uligheder og ubalancer, det passer virkelig godt til det, jeg har arbejdet med og kæmpet for hele mit liv.”

 

Fra sygeplejerske til politiker

Efter at have færdiggjort sygeplejeuddannelsen arbejdede Flemming på Aalborg Universitetshospital i næsten 6 år. Her mødte han de mennesker, der blev revet ud af deres hverdag og pludselig stod med en akut skade. “Jeg stod også ved de familier, der pludselig havde mistet. Om det var trafikuheld, arbejdsulykker eller selvmord, skulle jeg stå der med de pårørende og forsøge at få dem til at begribe det ubegribelige, at de havde mistet så pludseligt. Det var også meget, meget givende til mig selv.”

Mens Flemming arbejdede som sygeplejerske, kom han ind i byrådet og blev folkevalgt for første gang. Derefter skiftede han stillingen som sygeplejerske ud med et job som chef i medicinalindustrien. Her arbejdede han som chef i forskellige industrier i mange år.

Da Flemming igen ville finde en ny udfordring i karrieren, valgte han at stille op som folketingskandidat. I denne stilling følte han, at hans medansvar for at styrke demokratiet og videreudvikle vores land ville kunne blive indfriet. Derfor besluttede han sig for at opsige sit godt betalte job og gå fuldtid som politiker. “Jeg har rigtig stor respekt for og anerkendelse af vores land. Jeg tror virkelig, at vi kan være så privilegerede, at vi måske bor i verdens bedste land. Jeg kunne mærke, at det ville jeg gerne være med til at forsvare og videreudvikle. Dét var min drivkraft ind i politik.”

For Flemming er det et stort privilegie at være minister. Han nyder det store ansvar og den store arbejdsbyrde, der følger med titlen. “Hver dag i Folketinget har været et fantastisk ansvar. Jeg har elsket det, uanset hvilket job jeg har haft, og det gør jeg også med det job, jeg har nu. At tage ansvar på verdens uligheder og ubalancer, det passer virkelig godt til det, jeg har arbejdet med og kæmpet for hele mit liv.”

“Jeg holder rigtig meget af at være i kontakt med mennesker, for det er måden at holde vores demokrati ved lige.”

 Flemming Møller Mortensen We Can Do It

Udviklingen har ingen ende

Selvom toppen af karrierestigen er nået, forsøger Flemming stadig at udvikle sig personligt og være tro mod sine idealer. Han stræber efter at være: Ærlig, ihærdig og fællesskabets mand. “Det fjerde er, at jeg vil være positiv og glad, fordi det er den bedste måde at komme i gang med de nye udfordringer på. Det er også den måde, jeg mærker, at jeg smitter mine omgivelser bedst. Dårligt humør smitter, men det gør godt humør også.”

En arbejdsdag for en politiker er aldrig den samme. Noget af det dagene har tilfælles, er de mange møder med forskellige råd, både inden- og udenlands. Et aspekt af arbejdet, Flemming særligt holder meget af, er at komme rundt i Danmark og holde foredrag. “En vigtig del af vores arbejde er at engagere os i befolkningen og skabe forståelse for den politiske udviklingspolitik. Jeg holder rigtig meget af at være i kontakt med mennesker, for det er måden at holde vores demokrati ved lige.”

Lyt til dig selv og mærk efter

For Flemming Møller Mortensen er det vigtigt, at unge mærker efter, hvad de drømmer om, og følger deres egne veje. “Du skal ikke drømme med baggrund i, hvad andre tænker kunne være godt for dig. Der er alt for mange, der drømmer sig for langt ind i noget akademisk eller teoretisk. Mærk efter. Lad være med at kigge efter, hvad tiden synes. Det højeste ideal skal være: Vær dig selv.”

Fotos af Udenrigsministeriet.