Som så mange andre unge havde Anne ikke en konkret plan om, hvad hun ville uddanne sig til. “Min ungdomsplan var at blive forfatter og noget med kultur, som ikke var helt defineret.” Anne gik på en privatskole i Århus, og alle de andre elever gik automatisk videre på gymnasiet. “Jeg havde simpelthen ikke lyst til at gå på gymnasiet, da jeg var færdig med min skole, så jeg har aldrig fået en studentereksamen. Det tror jeg, er svært at undgå i dag.”
Nu snart 30 år senere ser Anne tilbage på sin karriere og er glad for de valg, hun har taget. “Grunden til at jeg er den, jeg er i dag, er fordi jeg har fulgt min helt egen vej. Jeg har aldrig haft en fornemmelse af, at mine forældre forventede noget af mig. Selvfølgelig var de nervøse, da jeg flyttede til Latinamerika, men de syntes, det var vanvittigt spændende og mega sejt.”
Anne blev inspireret til en uddannelse under sin rejse til Costa Rica som 20-årig. Her hjalp hun det oprindelige folk med bl.a. at bygge en hængebro og at lave en have med medicinske planter. Og hun hjalp med at udarbejde en bog, der skulle bruges til at undervise børnene på deres eget sprog. “Alt kunne gå galt, og det gjorde det også nogle gange, men så fandt man ud af det og kom på benene igen. Det har været altafgørende for det menneske, jeg er i dag, og det jeg laver, at jeg tog afsted som 20-årig og havde ansvaret for et projekt. Og på måden jeg ser verden på og interessen for at rejse og de andre kulturer. Det er helt klart grundlagt der.”
“Jeg sad med alle kort på hånden, fordi jeg var uddannet journalist og i multimedier, så jeg vidste godt, hvordan man gjorde.”
At hjælpe andre mennesker fangede Annes interesse, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun uddannet som socialpædagog. Under uddannelsen gik det dog op for Anne, at interessen for at skrive var større end at arbejde på en institution. Denne interesse udlevede Anne på journalisthøjskolen, hvor hun tilegnede sig kompetencer inden for skriveverdenen. “Mens jeg gik på journalisthøjskolen, omhandlede de opgaver, jeg skrev, mere og mere mad. Jeg har altid været enormt interesseret i mad. Så nogle af de opgaver jeg lavede, var madanmeldelser og madmagasiner.” Interessen for mad har altid været en del af Annes liv. Efter hun videreuddannede sig til multimedie-projektleder, gik der ikke længe, før hun formåede at koble sin interesse for mad og sine kompetencer indenfor journalistik til en kogebog. Hun skrev en synopse til Politikens Forlag, og det har siden resulteret i snart 25 bøger.
Vejen til en tv-karriere
Ved et tilfælde mødte Anne en journalist i Spanien, da hun var nede for at tage billeder til sin bog om tapas. Denne journalist, Rikke Lauritsen, tilbød hende senere at være gæstekok på et program i Frilandshaven på Djursland, hvor Anne fandt ud af, at hun elskede at arbejde med produktion af tv. “Da vi var færdige med at skyde programmet, sad vi og spiste frokost sammen, og produktionslederen fortalte, at han skulle til at skifte produktion. Så sagde jeg for sjov, at de måtte sige til, hvis de kom til at mangle en ny produktionsleder, for jeg synes, at det de lavede var virkelig spændende.”
Der gik ca. 3 måneder, og så havde DR tilbudt Anne en stilling, hvor hendes arbejdsopgaver bestod i tilrettelæggelse, at sørge for de medvirkende, at researche og lave indhold til hjemmesiden. “Jeg sad med alle kort på hånden, fordi jeg var uddannet journalist og i multimedier, så jeg kunne skrive på nettet og havde skrevet bøger før, så jeg vidste godt, hvordan man gjorde.” Dette arbejdede Anne med i et års tid, og da Rikke fik et andet job, var Anne den oplagte kandidat til at være vært på tv-programmet.
Sidenhen har Annes tv-karriere bl.a. budt på madprogrammet ‘AnneMad’, og nu rejser hun rundt med Anders Agger, hvor de formidler andre kulturer og introducerer danskerne for alverdens forskellige madperler.
“Gå med det der giver en god mavefornemmelse, og det man brænder for, fordi jeg tror, man bliver et gladere menneske af det.”
Gå med mavefornemmelsen
Anne arbejder både som journalist, tv-kok og kursusholder. Hun er utroligt passioneret indenfor hvert felt, og takket være sine forskellige uddannelser er det lykkes hende at kombinere sine interesser. “For mig har det handlet om mavefornemmelsen. Det skal være sjovt at gå på arbejde, fordi man skal bruge så utroligt mange timer på det. Det skal ikke være slå-sig-selv-på-lårene-sjovt, men det er enormt vigtigt, at man laver noget, der interesserer en.”
For mange unge kan det være en udfordring at vælge en uddannelse, fordi man kan være nervøs for, at der ikke er et job, der venter, når man er færdig. “Hvis man går rundt med en antropolog i maven, så er det antropologi, man skal læse. Hvis vi kun har dette ene liv, hvilket jeg er ret sikker på, vi har, så skal man gå med det, der giver en god mavefornemmelse, og det man brænder for, fordi jeg tror, man bliver et gladere menneske af det.”
Foto af Winnie Methmann.