Det er mandag morgen, og jeg skal mødes med Emil Millang. Han er blandt andet manuskriptforfatter og står bag spillefilmen "Selvhenter" og TV-serier som "Sunday" og "Hva' fanden". Nogle kender ham måske også som lillebror til Magnus Millang, og i den egenskab måske fra "Brødrene ost". I dag er Emil Millang godt afklaret med, hvad han skal bruge sit liv på – men sådan har det ikke altid været.
Lettere forpustet halser jeg fra busstoppestedet mod den kaffebar, hvor jeg har aftalt at mødes med Emil. Min bus var 20 minutter forsinket og propfyldt med folk, der, ligesom jeg, var morgentrætte. Det er gråvejr og efterårskoldt. Det er mandag med stort M.
Emil ankommer på cykel og med vind i håret, fuldstændig upåvirket af efterårets tilbagevenden. Vi snupper en cappuccino og stavrer mod Assistens Kirkegård.
”I dag lever jeg hovedsageligt af at skrive. Men allerede da jeg var 14 år, havde jeg en idé om, at hvis man ville dét, så skulle man have læst bøger siden man var 5. Og jeg var ikke typen, som læste på dén måde”
Sådan lyder det fra Emil, mens han tankefuldt kigger mod den grå efterårshimmel. Emils tvivl og ikke mindst usikkerhed er nok ganske genkendelig for mange. I en tid hvor uddannelsesmulighederne er uendelige, kan det være umådelig svært at finde fodfæste. Som Emil selv beskriver det, vidste han ikke rigtigt, hvad han ville – og de ting han ville, vidste han ikke, om han kunne finde ud af.
"Jeg har altid tænkt, at dét er jeg ikke god nok til”
Siden han var ung teenager var dette en følelse, der fyldte. Han ville gerne noget kreativt, men ifølge ham selv kunne han hverken skrive eller læse noder. Læse på universitetet var heller ikke en mulighed. For han vidste ikke, hvad det skulle være – og hvad han i så fald skulle bruge det til. Så i stedet fik han job som runner på Go' morgen Danmark, hvor han i en lang periode var ”ham som hentede kaffe”.
Den der stopklods
”Så, dér var den igen: Usikkerheden. Den der stopklods. Som var én selv!”Tiden som runner for Go' morgen Danmark begyndte at give pote. Emil fik andre arbejdsopgaver og mere ansvar. Så småt begyndte der er at forme sig en voksende drøm om, en skønne dag, at få lov til at skrive – men igen var der er én ting, som stod i vejen: Usikkerheden.
Som Emil beskriver det, ”var der en form for ærefrygt over for dem, der var dygtige – for de er jo RIGTIGT dygtige”. De første ting, han skrev, blev udført i kosteskabet, med låst dør og nedrullede gardiner. Ifølge Emil selv var det VIRKELIG dårligt. Til tider følte han, at det nærmest var pinligt, at han overhovedet prøvede at skrive.
”Og så prøvede jeg at søge ind på Filmskolen. Og kom sådan FOR SYGT ikke ind”
Drømmen var dog blevet skabt. Emil ville skrive, og han søgte derfor ind på Den Danske Filmskole. Men vejen til drømmejobbet var ikke uden besvær. Emil beskriver det således; ”Altså jeg kom VIRKELIG ikke ind. Som i, nej nej, det kan du ikke det her”. Så for at få råd til sine regninger var han nødsaget til at dobbeltjobbe; mens han var manuskriptforfatter-assistent, stod han samtidig for deres sociale medier.
"Når man begynder at kaste noget ud i verden, så resonerer det"
Men efterhånden begyndte Emil at snakke højt om, at han gerne ville skrive. For som han siger: "Hvis der er noget, du vil, så tal om det". Til venner, bekendte og alle dem, der gider lytte. Emil var godt nok blevet afvist fra Filmskolen. Med et brag. Men hans efterhånden noget brogede CV havde givet ham modet til at bekæmpe sin værste fjende: Den lille stemme, der tidligere havde fortalt ham, at han ikke var god nok. Emil uddyber det sådan her: ”Jo mere du kaster ud til dine omgivelser, at dét her er den vej, du skal. Jo mere vil universet omkring dig også begynde at rykke på det”.
Lige pludselig går man fra at være dårlig – til at være middelmådig
Så Emil søgte ind på Filmskolen igen 2 år senere, det lykkedes dog heller ikke anden omgang. Halvandet år inde i studieforløbet kom han ind på manuslinjen, fordi én af de andre studerende var droppet ud.
Emil kigger tankefuldt ud i luften. Synet af et egern, der farer op af stammen på et af de høje grantræer ved Assistens Kirkegård, fanger hans opmærksomhed. Efter en momentan pause tilføjer han:
”Bare start med at løbe ned til bilen. Hvis du gør dét hver dag, så har du i det mindste lært at løbe ned til bilen. Og så kan det være, at du efterhånden kan løbe endnu længere”. Emil uddyber det med, at de fleste mennesker forlanger af sig selv, at de skal være dygtige med det samme. Ellers føler de sig ikke tilstrækkelige. Men hvis du i stedet accepterer, at det tager tid at blive dygtig, og du tager det dag for dag. Så bliver du hele tiden ét skridt bedre. Og en dag vil alle de mange skridt måske have ført dig til målet – drømmejobbet, forældrerollen, eksamensbeviset, you name it. Eller også har dine skridt sandsynligvis åbnet op for andre spændende muligheder.
Emils egen vej til succes har været lidt ligesom hans hår: Lang og krøllet. Men den bevidner også vigtigheden af aldrig at lade sig slå ud. Om det så gælder afslag fra uddannelser, egen usikkerhed eller livet generelt. Da vi forlader Assistens Kirkegård synes vejret stadigt køligt og efterårsagtigt. Men jeg er upåvirket, nærmest ligeglad, for min indstilling til dagen er lige blevet langt mere på positiv.
