Da jeg spørger Lisbeth Zornig Andersen, om hun havde et konkret mål for, hvad hun ville være, griner hun. “Jeg havde et konkret mål om, hvad jeg IKKE ville være: Arbejdsløs. Det er jo ikke særligt inspirerende for andre unge, men jeg var panisk angst for at videreføre min families sociale arv; at leve på kontanthjælp.”

For ikke at følge sine forældres spor gik hun i 2.g. på biblioteket og lånte en bog, hvori hun fandt en uddannelse med lav arbejdsløshed og en god livsindkomst. “Det var frygten for at blive arbejdsløs, der drev mig. Jeg havde jura som førsteprioritet, men det kom jeg ikke ind på. I stedet kom jeg ind på polit. [økonomi, red].”

Da Lisbeth startede på sin uddannelse, havde hun ingen idé om, hvad studiet i virkeligheden gik ud på. “Hvis jeg havde læst mere grundigt efter, så havde jeg også forstået, at det beskæftigede sig rigtig meget med matematik. Jeg var sproglig student fra gymnasiet, så den første opgave var at lære matematik.”

“For at opleve et mønsterbrud, skal man kunne pege på mindst én rollemodel.”

Alle bør have en Karen i sit liv

En af Lisbeths rollemodeller, der har haft en stor indflydelse på hendes karriere, er hendes sidste pædagog, Karen. “Karen har altid været et dannet og meget vidende menneske. Hun lærte mig om alt fra klassisk musik til kompliceret jazz.” Dette var med til at inspirere Lisbeth til at vælge den akademiske vej. Karen og hendes mand Børge var med til at skabe et trygt sted, hvor Lisbeth fik formet sine håb og drømme og lærte at tro på sine evner. “For at opleve et mønsterbrud, skal man mindst kunne pege på én rollemodel.”

For at gennemføre universitetet kommer Lisbeth med to forslag, som hun vil anbefale kommende studerende. “Det første er, at jeg blev kærester med min rus-vejleder.” Siger Lisbeth og griner. At koble sig på en ældre studerende, der kunne hjælpe Lisbeth, gav hende en krog at hægte sig på, så hun kunne forstå, hvad der foregik i undervisningen. Det andet råd fra Lisbeth er at få en læsegruppe, at finde nogen man klikker rigtigt godt med, der kan hjælpe én med at få en god studiestart. “Jeg var aldrig kommet igennem uden min læsegruppe. Min læsegruppe bestod af to andre, som var lidt anderledes og faldt udenfor normalen. Vi var lidt de skæve typer.”

“Jeg tror, at der er mange unge studerende og næsten færdiguddannede, der kan spejle sig i den følelse, der ramte mig.”

Færdig med studiet: PANIK!

Da Lisbeth skrev sit speciale, blev hun ramt af en depression og lagde sig i fosterstilling. “Jeg var alene dele-mor til en søn på ca. 3 år, og jeg havde det virkelig svært. Alligevel fandt jeg styrken til at rejse mig og finde en studievejleder, der hjalp mig med at komme i gang.”

Efter en god eksamen blev Lisbeth færdig med sin kandidat og meldte sig arbejdsløs fra dag ét. Her fik hun en depression på ny, da hendes værste frygt var blevet til virkelighed. “I dag kan jeg smile lidt af det, men jeg tror, at der er mange unge studerende og næsten færdiguddannede, der kan spejle sig i den følelse, der ramte mig.”

Mange af de andre studerende blev ansat, hvor de havde haft et studiejob, men Lisbeth havde ikke haft et studierelevant job, så der var ikke nogen, der tilbød hende en fastansættelse. “Nu havde jeg været stud. polit. i så mange år og haft den tryghed i at være noget, at have en etikette. Og pludselig skulle jeg se min værste frygt i øjnene, nemlig at være arbejdsløs.”

Det var en kæmpe stor overgang at gå fra en tryg følelse af at gå på universitetet, til at man er alene i en a-kasse og skal skrive et antal ansøgninger om ugen. Denne jobsøgningsperiode kan så skabe en tvivl, om man overhovedet kan bruge sin uddannelse til noget. Men efter at have været arbejdsløs i 3 måneder, fik Lisbeth et job, og her gav hendes valgfag pote. “Pludselig gav det mening at have taget alle de ‘nørdefag’. Jeg blev ansat som trainee i Codan, og dér fandt jeg min hylde.”

Livet som karriere-kamæleon

På et tidspunkt mens hun arbejdede i den finansielle sektor, udarbejdede Lisbeth en kronik om sit liv, der skabte stor debat og skaffede hende et tilbud om at blive børnerådsformand. Det takkede hun ja til, og så startede hun en ny karriere. “Jeg synes, det er sjovt at skifte karriere. Det er også noget af det, som jeg godt vil sige til de unge: Bare fordi I beskæftiger jer med det her de næste 10 år, så er der stadigt et helt liv, der venter på den anden side.”

“I unge er præcis, som I skal være. I er øvrigt meget dygtigere end den forrige generation, og I ser også bedre ud.”

Flygt fra illusionen om at alt skal være perfekt

Siden Lisbeth var ung, har hun kæmpet med selvværdet, og hun er ked af, at de unge i dag ser ud til at have samme problem. “Jeg ville ønske, at mit yngre selv ikke var så skamfuld over ikke at være perfekt hele tiden. Hvis jeg følte dét dengang, så er det ingenting i forhold til, hvordan de unge mennesker har det i dag.”

Denne holdning har hun også til sine egne børn. Hun er ikke nervøs, hvis den ene dropper ud af studiet, fordi det alligevel ikke lige var drømmen. “Jeg ville ønske, at andre forældre ville lade være med at gå i panik på børnenes vegne og presse deres børn. I unge er præcis, som I skal være. I er øvrigt meget dygtigere end den forrige generation, og I ser også bedre ud,” siger Lisbeth og griner. “Men jeg tror, at forældrene skal lære at træde på bremsen i forhold til deres ambitioner til børnene.”

Gennem hele Lisbeths liv har hun løbet afsted, i frygt for at blive indhentet af sin arv. Hun har fået hjælp fra mange rollemodeller og ønsker selv at være en rollemodel i form af håb. “Uanset hvor meget man roder rundt, og uanset hvor lidt planer man har, så skal tingene nok løse sig. Jeg var jo ikke havnet i IT-branchen, hvis jeg havde tænkt klassisk cand.polit., for det er dybest set en embedsmandsstilling. Så kom jeg ad denne vej, som jeg i virkeligheden synes har været ret sjovt.”