Nogle er i gang, og for andre nærmer den sig så småt: den notoriske projektskrivning. Prikken over i’et, kirsebærret på toppen – den sidste udfordring, inden du er færdiguddannet og klar til at finde dig et job. Foran dig venter hundredvis af timers skriveri, research, opsætning, frustration, sved og tårer, før det hele kulminerer, og du kan aflevere dit bachelorprojekt eller din kandidatafhandling.

Uanset om dine følelser allerede sidder ude på tøjet, eller du blot ønsker at være velforberedt, har vi i dette indlæg samlet fem tips, som forhåbentligt kan hjælpe dig med at komme helskindet igennem skriveprocessen – god fornøjelse og held og lykke!

 

Tip 1 – Kom i gang med at skrive i god tid

Selvom skriveperioden for nogle kan virke som en evighed, erfarer de fleste, at tid hurtigt bliver en knap ressource. Netop af denne grund er det særdeles anbefalelsesværdigt at komme i gang med selve skrivearbejdet så hurtigt som muligt. På denne måde har du og din vejleder noget konkret og skriftligt at forholde jer til frem for flyvske tanker og indskydelser, som nemt ryger i glemmebogen. 

Selvom du senere ændrer eller helt sletter det, du har skrevet, er det på ingen måde spildt arbejde. Det giver nemlig nogle rammer for dit videre arbejde. Desuden er det bare mere motiverende at have skrevet et par sider end slet ikke noget – i så fald skal du heller ikke have dårlig samvittighed over at holde en fridag, hvis du får brug for det.

 

Tip 2 – Kom ud af huset

Det kan være nærliggende at sidde derhjemme, men pas på; Netflix, sofaen og andet tidsfordriv frister! Du kan med fordel overveje at komme ud af huset – biblioteket og læsesalen er oplagte valg, men sørg for, at der er ro nok til, at du kan arbejde effektivt og uden forstyrrelser. Ved at arbejde uden for hjemmets fire vægge får du også en klarere opdeling mellem arbejde og fritid, hvilket nemt kan smelte sammen og overlappe.

 

Tip 3 – Få hjælp til formalia

Du skal selvfølgelig udfærdige dit speciale eller bachelorprojekt på egen hånd, men derfor kan du sagtens få hjælp til de mere formelle ting, som bare skal være i orden – eksempelvis korrektur eller transskribering af interviews, som mange specialeskrivende kan skrive under på er en omstændelig proces. Hvis det kan spare dig tid og frigøre ressourcer til andre dele af dit speciale, er det bestemt en overvejelse værd.

 

Tip 4 – Allier dig med en skrivemakker

Arbejder du bedst alene, skal du selvfølgelig gøre det, men der kan være mange fordele ved at alliere sig med en skrivemakker ifm. bachelor og specialeskrivningen. For det første forpligter det dig til at møde op, arbejde og få skrevet noget i stedet for at bruge hele dagen i sengen med Netflix, cola og chips. For det andet får I mulighed for at sparre og give hinanden konkret feedback løbende, hvilket kan være guld værd.

 

Tip 5 – Husk at holde pauser

Der skal selvfølgelig være tid til at holde pauser i løbet af skrivningen. Du er ikke en maskine, som kan arbejde i døgndrift flere uger i træk, selvom du spiser sundt, motionerer og går tidligt i seng. Bare rolig – du skal ikke sætte alt, der hedder byture, familiearrangementer og kærestehygge på pause. Tag et pusterum, kom væk fra opgaven, og tænk på noget andet. Det giver perspektiv og fornyet motivation til at kaste sig over specialet.