Ferien står for døren, og du har endnu ikke planlagt, hvad den skal gå med. Du kunne egentlig godt tænke dig at pakke rygsækken og rejse sydpå. Det kan stadig lade sig gøre, selvom du ikke har købt rejsen flere måneder i forvejen. Her får du fire tips til, hvordan du kan finde en billig last minute-rejse uden at sprænge SU-budgettet.

Vær fleksibel med rejsedatoer

Det kan være svært at finde en billig rejse, hvis du er fast besluttet på, at du skal af sted på en helt specifik dato. Last minute-rejser og afbudsrejser handler først og fremmest om fleksibilitet.

TUI, Spies, Bravo Tours, Rejsespejder og Afbudsrejser.dk kan du søge efter afbudsrejser og pakkerejser. Du kan typisk filtrere på afrejselufthavn, destination, rejselængde, hotelstandard og datoer.

Jo mere fleksibel du er med afrejsedato, rejsemål og lufthavn, jo større udvalg får du. Det kan også være værd at tjekke afgange fra både København, Billund, Aalborg og Aarhus, hvis transporten til lufthavnen ikke æder hele besparelsen.

Vent til last minute

Hvis du kan rejse med kort varsel, kan der være penge at spare. Mange afbudsrejser er ikke nødvendigvis rejser, nogen har meldt afbud til, men usolgte pladser, som rejsebureauerne gerne vil have fyldt op.

Hold øje med afbudsrejsernes søgemaskiner, og gør dig klar til at slå til, hvis prisen passer. Tjek dog altid, hvad der er inkluderet i prisen, før du bestiller. Bagage, transfer, måltider og hotelstandard kan gøre en billig rejse dyrere, end den først ser ud.

Sammenlign pakkerejse med fly og hotel hver for sig

Mange rejsebureauer sælger pakkerejser, hvor fly og hotel er samlet i én pris. Det kan være både nemt og billigt, især hvis der er tale om en afbudsrejse med usolgte pladser.

Det er dog ikke altid den billigste løsning. Lav derfor en hurtig sammenligning, hvor du søger efter fly og overnatning hver for sig. Du kan for eksempel tjekke hotelpriser på Hotels.com, Booking.com eller Airbnb.

Husk dog, at en pakkerejse kan give andre rettigheder end en rejse, hvor du selv køber fly og hotel hver for sig. En pakkerejse er typisk, når du køber flere rejseydelser samlet, for eksempel fly og hotel hos samme rejseudbyder. Det kan blandt andet have betydning, hvis rejseudbyderen går konkurs, eller hvis der opstår problemer med rejsen. Du kan læse mere om pakkerejser hos Forbrug.dk.

Få automatisk besked fra din rejsesøgning

Synes du, det tager for meget tid at tjekke udbuddet af afbudsrejser hver dag? Så kan du bruge en prisagent eller tilmelde dig nyhedsbreve fra rejseselskaber og rejsesøgemaskiner.

Travelmarket kan du sammenligne priser på fly, hoteller, charterrejser og afbudsrejser. Travelmarket har også prisovervågning, hvor du kan få besked om relevante rejser og prisudvikling. På den måde slipper du for at starte forfra med samme søgning hver dag.

Tjek det praktiske, før du bestiller

Når du bestiller i sidste øjeblik, er der mindre tid til at rette fejl. Tjek derfor pas, rejseforsikring, visumregler, betalingskort, bagageregler og ankomsttidspunkt, før du trykker køb. Det er især vigtigt, hvis du rejser uden for EU, eller hvis du lander sent om aftenen og selv skal finde transport til dit overnatningssted.

Har du et stramt budget, så regn også mad, lokal transport, turistafgifter, bagage, forsikring og eventuelle gebyrer med. Den billigste rejse er ikke altid den billigste ferie, når det hele tælles sammen.

Held og lykke med rejsesøgningen!