Der er hjælp at hente! Blandt andet fra teknologien. Her får du fire apps, der kan hjælpe dig i hverdagen og gøre dit liv som studerende nemmere.

Pro-noter med Evernote

Du leder efter en specifik note, du skrev for nogle dage siden. Arghhh, hvor er den? Hvilken mappe var det nu, du gemte den i? Det er irriterende, når vigtige noter lader til at forsvinde fra din computer, men her er Evernote en perfekt løsning.

Appen, der også fungerer på din computer, enten online eller som program, giver dig et strømlinet sted til dine noter. Her kan du oprette mapper til dine fag, skrive noter, som du organiserer i de forskellige mapper, og herefter har du adgang til noterne, så længe du har programmet eller appen Evernote og en internetforbindelse.

#Pro-hack: du kan søge på tværs af alle noter i Evernote. Så hvis uheldet alligevel er ude, og du ikke kan finde den note, du leder efter, søger du bare efter et keyword, og din note dukker op.

Studiegoder med Studiz

Selvom det til tider kan være hårdt at være studerende, er der også fordele ved at sidde på skolebænken. Vi tænker selvfølgelig på studierabat! En gode, du helt sikkert bør udnytte. Med appen Studiz får du en oversigt over, hvor du kan få studierabat henne. Og der er helt sikkert mange flere steder, end du lige regnede med.

Her findes hundredvis af studierabatter. Lige fra rabatter på restaurant- og frisørbesøg til rabat på onlineshopping. Der er mange penge at spare, hvis du husker at tjekke ind hos Studiz og gennemgå mulighederne for studierabat.

Bliv fri for overspringshandlinger med Freedom

Kender du det, når du skal koncentrere dig om noget studierelateret, men det bare er meget sjovere at tjekke din Facebook-feed. Inden du ser dig om, er du i fuld gang med at se en kattevideo, som din Facebook-ven har postet.

Med det enorme udvalg af kattevideoer og andet sjov, internettet lokker med, kan det være en nærmest umulig opgave at koncentrere sig. Her kommer Freedom dig til undsætning. I appens indstillinger kan du nemlig vælge, at den skal blokere visse hjemmesider og apps i et specifikt tidsrum.

Skal du eksempelvis skrive eksamen, kan du indstille appen til at blokere Facebook og Instagram i fire timer, så du kan gå ‘all in’ på at skrive. Dejligt effektivt farvel til forstyrrende kattevideoer og andre overspringshandlinger!

Husk at slappe af med Calm

Når nu hverdagen som studerende er fyldt til randen med to-do-lister, arbejde og byture, kan det være godt at blive mindet om at koble af og trække vejret. Bare en gang imellem. Calm er din hjælpende hånd, der netop minder dig om at slappe lidt af.

Mindfulness-appen kan både lære dig at meditere, huske dig på at tage en pause, guide dig gennem afspænding og mindfulness eller hjælpe dig til at sove bedre.

Med disse smarte apps kan du nu blive en haj til at tage noter, spare penge ved at udnytte studierabatter, blive fri for at falde i kattevideo-overspringshandlings-fælden og blive mindet om at trække vejret dybt en gang imellem. Så er der vist bare tilbage at ønske god fornøjelse!


Spiir er en gratis budget-app, der hjælper over 330.000 danskere med at holde snor i deres penge. Med et enkelt klik kan du se, hvad du bruger din SU på, og du kan nemt sætte et loft for, hvad du vil smide af pengesedler til caffe latte, buskørsel og dagligvarer. Download appen nu.