Danmarks hovedstad har endnu en gang bevist, at den er et af landets bedste steder at være studerende. For andet år i træk vinder København titlen som Årets studieby, og cementerer dermed sin position som en by, der både tiltrækker og fastholder unge uddannelsessøgende – og det er ikke uden grund, at hovedstaden igen topper listen.
Med førertrøjen på inden for både transport, karriere, studiejobs, uddannelsesmuligheder samt kultur- og fritidstilbud, bekræfter årets rangering, at København fortsat er det oplagte valg for unge, der drømmer om et stærkt studieliv og en lovende fremtid.
Bag kåringen står en årlig undersøgelse fra studentum.dk, hvor 31 danske studiebyer bliver vurderet på blandt andet faglighed, karrieremuligheder, transport, studiejobs og byliv. København indtager førstepladsen i hele fem parametre – herunder både transport, karriere og kultur – hvilket understreger byens alsidighed og brede appel til unge med vidt forskellige interesser og ambitioner.
Men København er meget mere end CV og cykelstier. Med tusindvis af caféer, barer og kulturtilbud summer byen af liv – både dag og nat. Uanset om man er til streetfood, livemusik, kunst eller fodbold, er der rig mulighed for at skabe minder og venskaber, der rækker langt ud over studietiden.
København er med andre ord ikke kun et godt sted at tage en uddannelse – det er et sted, hvor studerende kan leve, lære og lægge fundamentet for deres fremtid.
De unge har fortsat fagligheden i fokus
De nyeste tal fra Årets Studieby 2025, baseret på en undersøgelse med svar fra 823 respondenter, viser, at fagligheden endnu engang er den vigtigste faktor for de kommende studerende. Derudover er det især det sociale liv på studiet samt transport- og karrieremuligheder der har stor betydning for, hvor de unge vælger at studere.
Her er Danmarks 10 bedste studiebyer i 2025
Forud for kåringen har studentum.dk adspurgt unge over hele landet, når det kommer til valget af kommende studieby. Det har resulteret i ti parametre, som studiebyerne er blevet bedømt ud fra.
I årets undersøgelse er der tale om følgende parametre: Faglighed, socialt miljø, gode transportmuligheder, gode karrieremuligheder, studiejobs, billig bolig, kultur-, sports- og fritidsaktiviteter, uddannelsesmuligheder, følelsen af tryghed samt byliv.
Danmarks ti bedste studiebyer i 2025:
- København
- Aarhus
- Aalborg
- Odense
- Kolding
- Esbjerg
- Herning
- Fredericia
- Sønderborg
- Horsens
Fra studentum.dk skal der lyde et stort tillykke til København, som igen i år indtager førstepladsen som Danmarks bedste studieby, samt til de øvrige byer i Top 10.
“Hos studentum.dk er vi stolte over at kunne kåre Årets studieby i Danmark for syvende gang. Formålet har fra starten været at hjælpe de unge videre i deres uddannelsesrejse ved at give dem indsigt i, hvilke byer der bedst matcher deres behov. Vi ser, at selvom København og Aarhus ofte står øverst på listen, så har mange andre byer også meget at byde på. Derfor er det vigtigt at skabe et overblik, så kommende studerende kan træffe det bedste valg for deres fremtid,” fortæller Tine Dührr, Communications Manager ved Keystone Education Group Danmark.
I den forbindelse har studentum.dk også oprettet en ny test, der kan hjælpe de studerende videre i deres søgen efter den helt rigtige studieby for dem: https://studentum.dk/aarets-studieby/test/
Fire nye byer på listen – men endnu ikke i Top 10
I år har studentum.dk ændret kriterierne for, hvad der definerer en studieby. Tidligere skulle en by have mindst to uddannelsesinstitutioner med videregående uddannelser, men i år er kriteriet, at en by skal have mindst én uddannelsesinstitution med minimum fem forskellige videregående uddannelser. Det har betydet, at fire nye byer er kommet på listen:
- Ballerup (nr. 31 ud af 31)
- Hjørring (nr. 15 ud af 31)
- Haderslev (nr. 21 ud af 31)
- Ærø (nr. 16 ud af 31)
Selvom ingen af de nye byer har formået at komme i Top 10, så markerer Ærø sig som en bemærkelsesværdig studieby, når det kommer til byliv. Faktisk ligger Ærø helt i top i denne kategori, idet byen har et imponerende antal spisesteder og steder, der serverer alkohol, i forhold til antallet af indbyggere.
Om undersøgelsen
Her kan I se hele undersøgelsen, læse mere om de enkelte studiebyer eller få indblik i metoden bag undersøgelsen.
Kåring og by-portrætter: http://www.studentum.dk/aarets-studieby/
Metode og bedømmelseskriterier: https://www.studentum.dk/aarets-studieby/arrets-studieby-metode-18584
For yderligere information og spørgsmål, kontakt Michelle Hjorth eller Tine Dührr på [email protected] eller [email protected] eller pr. telefon 53 54 63 01.
Find studiejob i din by
