Som studerende kan det være besværligt at fylde dit CV, så det ser ud som om du har tilstrækkelig erfaring at trække på. Der er dog flere ting du kan gøre for at fylde den tomme plads, og der er også andre faktorer du kan inddrage i dine overvejelser, når du opbygger dit CV.
Erhvervserfaring er ikke den eneste erfaring
Som studerende har du måske ikke haft et fuldtidsarbejde eller studiejob før, men det er heller ikke den eneste måde at få erfaring på. Hvis du har brugt programmer relevante for en stilling i forbindelse med dit studie, kan du skrive disse på. Har du været frivillig, fx i forbindelse med arrangementer, frivilligjob eller lignende, så kan dette få dit CV til at brillere. Du kan læse mere om fordelene ved et frivilligt studiejob her.
Har du udviklet færdigheder i din fritid, så kan du også skrive disse på dit CV – fx kompetencer du har opnået via freelance-arbejde, eller fritidsinteresser der har givet dig en specifik form for viden eller lignende. Når du ikke har så meget arbejdserfaring, så er det, at du må være kreativ og trække på andre former for erfaring.
Overvej hvem der skal læse dit CV
Hvis du ansøger om et studiejob, så husk også at din potentieller arbejdsgiver er bevidst om, at du måske ikke har så meget erhvervserfaring i forvejen. Hvis de søger en studentermedhjælper, så forventer de nok ikke, at du kommer med årtiers faring, som en af de førende eksperter inden for dit felt.
Hvis det er en stilling, hvor visse kompetencer vil være en fordel at komme med, så kan du tænke tilbage om du har tilegnet dig lignende færdigheder i løbet af din studietid eller dine fritidsinteresser. Du kan tilpasse dit CV til forskellige potentielle arbejdsgivere, så det lægger mest vægt på den færdighed, som er relevant for de forskellige modtageres interesse.
Hold øje med muligheder på dit studie
Der kan være rigeligt med muligheder for at få erfaring på dit studie. Det mest indlysende er et praktikforløb, som kan give dig en smag for arbejdslivet før du virkelig kommer ud på arbejdsmarkedet som nyuddannet. Der er dog også mange andre muligheder – måske har dit universitet et nyhedsbrev eller en radio, som du kan udføre nogle opgaver for, eller måske skriver en af dine undervisere ud med en henvisning til projekter eller medier, som søger deltagere blandt studerende.
Hvis du gerne vil have et studiejob, der er relevant for dit studie, kan du læse vores artikel om hvordan du får et studierelevant job her.