Vælg fysiske, frivillige og familieaktiviteter

Ifølge research fra CV-portalen Jobseeker vurderer danske arbejdsgivere sportsaktiviteter og frivillig beskæftigelse som de mest værdifulde fritidsinteresser, man kan angive på CV’et. Er du familiemenneske, kan det også være en god idé at nævne det, da mange arbejdsgivere anser det for positivt. En rolle som omsorgsgiver tyder nemlig på, at du har et sæt overførbare kompetencer inden for ledelse, ansvarstagen, organisation, kommunikation, konflikthåndtering mm.

Når det kommer til sport, er der i arbejdsgivernes øjne forskel på fysiske aktiviteter i hverdagen og sportsudøvelse på eliteniveau. Hverdagsaktiviteterne viser, at du tager vare på dig selv, holder work-life-balance og måske sætter dig nogle personlige mål. Derimod kan elitesport tolkes som et potentielt risikoområde, der kræver din tid, opmærksomhed og kræfter på samme niveau som dit arbejde. Skal du jævnligt spille kampe eller deltage i konkurrencer, vil du sandsynligvis have mange fraværsdage, hvilket ikke er et godt budskab at sende, når du søger job.

Skriv hele sætninger

Mange jobsøgende angiver deres fritidsinteresser som bullets, uden at præsentere nogen kontekst for aktiviteterne. På den måde bliver det til nogle generiske ord, der ikke tilføjer nogen værdi til CV’et. Skriv gerne hele sætninger, inklusive detaljer som hvor ofte, hvornår og hvorfor du bruger tid og energi på det, du laver i fritiden. Nævn også gerne, hvilke kompetencer du udvikler undervejs, hvad din motivation er, eller hvad du får ud af at dyrke dine fritidsinteresser.

Vis, at du kan passe på dig selv

Fysiske aktiviteter anses som noget, du gør for dig selv. Det kan være, fordi det giver dig fornyet energi eller hjælper med at rense hjernen efter en fokuseret arbejdsdag. Ved at beskrive dine grunde til at være fysisk aktiv på en måde, der relaterer til arbejde, sender du en besked om, at du er sund og rask og har redskaberne til at balancere eventuel arbejdsstress. Hvis du dyrker holdsport, kan du desuden også nævne, hvordan det styrker dine evner til at samarbejde, kommunikere og tage gruppeansvar.

Fremhæv dine kompetencer

Frivillige job, deltagelse i foreninger og tillidsposter viser, at du har overskud i hverdagen og gerne gør noget for andre. Som bestyrelsesformand eller fodboldtræner viser du ansvar, lederevner og strategisk tænkning, mens f.eks. bestyrelsesmedlemskaber viser, at du går op i medbestemmelse og måske er vant til administrativt arbejde. Beskriv gerne konkret, hvad du laver, og prøv at fremhæve de kompetencer, der kan overføres til dit arbejde.

Konkretisér dine beskrivelser

Hvis du har valgt en fysisk, en frivillig og en social aktivitet til dit CV, kan du skrive én sætning om hver. Skriv gerne, hvor ofte du gør det, eller hvornår du gør det. På den måde bliver din beskrivelse mere konkret og troværdig. Desuden fortæller det mere om dig, f.eks. om du er et A- eller B-menneske.

Hvis du vælger at skrive om noget andet, f.eks. rejser, er det særligt vigtigt at konkretisere det med tidsintervaller og andre detaljer, som giver værdifuld information. Rejser er noget, de fleste godt kan lide, men for at gøre det til en fritidsinteresse, der tilføjer dit CV værdi, er det en god idé at fremhæve den strukturerede del i det samt de stillingsrelaterede kompetencer og styrker, rejserne giver dig.

Skal man altid skrive om fritidsinteresser på et CV?

Ifølge rekrutteringsanalysedata er det ca. 70 % af arbejdsgivere, der læser og vurderer CV-afsnittet om fritidsinteresser. Det vil sige, det er vigtigt, hvad du skriver i det, og hvordan du præsenterer dine aktiviteter.

Et CV som studerende skal helst ikke fylde mere end 1,5-2 sider, så det er overskueligt og hurtigt at læse. Hvis du kun har plads til en lille punktopstilling med enkelte ord, kan du overveje at bruge den til noget vigtigere end dine fritidsinteresser. Da punktopstillinger uden forklaringer sjældent tilføjer CV’et ekstra værdi, kan det være bedre at bruge den plads i CV-skabelonen til noget vigtigere.

Hvis du til gengæld har plads til et afsnit med to-tre sætninger, kan det kun anbefales at tilføje det. Brug lidt tid på at udarbejde nogle gode beskrivelser, der fremhæver dine overførbare kompetencer, din evne til at tage vare på dig selv og din motivation for at bidrage til et større fællesskab.

Held og lykke med dit CV!