Din pitch handler ikke om at fyre en perfekt indøvet salgstale af. Du kommer ofte længere med en kort, naturlig præsentation, hvor du viser faglig interesse og gør det nemt for virksomheden at spørge videre.
Hvad skal din pitch indeholde?
En god pitch til en jobmesse skal være kort, konkret og nem at svare på. Tænk på den som en samtalestarter, ikke som hele din livshistorie i turbofart.
Din pitch kan bygges op omkring tre ting:
- Hvem er du, og hvad læser du?
- Hvad interesserer du dig særligt for?
- Hvorfor er du nysgerrig på virksomheden?
Et eksempel kunne være:
“Jeg læser kommunikation og er især interesseret i SoMe og content. Jeg kigger lige nu efter et studiejob/praktikplads, hvor jeg kan teste mine evner af i praksis. Jeg så, at I arbejder meget med de unge, og det vil jeg rigtig gerne høre mere om.”
Eller:
“Jeg læser økonomi og er nysgerrig på analyse og forretningsudvikling op leder efter et studiejob, hvor jeg kan få mere praktisk erfaring. Hvordan bruger I typisk studentermedhjælpere hos jer?”
Du behøver ikke imponere med store ord. Det vigtigste er, at virksomheden hurtigt forstår din retning – og får lyst til at tale videre med dig.
Gør det relevant for dem
En god pitch handler ikke kun om dig. Den skal også vise, at du har tænkt lidt over, hvorfor du står ved netop deres stand.
Hvis du har læst bare en smule om virksomheden på forhånd, står du stærkere. Det kan være et projekt, en branche, et produkt, en afdeling eller en type opgaver, du synes virker spændende.
Du kan fx sige:
“Jeg kan se at I arbejder med bæredygtighed. Det passer godt med min interesse for grøn omstilling, så jeg ville gerne høre, hvilke typer profiler I typisk bruger.”
Det viser, at du ikke bare scanner messen for gratis kuglepenne og håber på det bedste. Hvis du ikke kender virksomheden, så slå den hurtigt op, før du går hen til standen. En enkelt konkret detalje om deres arbejde kan gøre din start langt mere relevant.
Skift hurtigt over i dialog
Når du har præsenteret dig selv kort, så stil et spørgsmål. Det er her, samtalen begynder rigtigt.
Gode spørgsmål kan være:
- “Hvilke typer studiejob har I typisk?”
- “Tager I praktikanter inden for mit fagområde?”
- “Hvad lægger I vægt på hos studerende, der søger hos jer?”
- “Hvordan ser en typisk hverdag ud for en studentermedhjælper hos jer?”
- “Hvis jeg gerne vil arbejde med [område], hvilken vej ind hos jer giver så mest mening?”
- “Ansætter I også nyuddannede, og hvad kigger I især efter?”
Hvis du snart er færdiguddannet, kan du også spørge mere direkte ind til første job:
“Jeg bliver færdig til sommer og kigger allerede nu efter relevante muligheder. Hvilke kompetencer kigger I efter hos nyuddannede?”
Det gør samtalen mere konkret og hjælper dig med at finde ud af, om virksomheden faktisk passer til det, du leder efter.
Lyt, og brug svaret
Det bedste du kan gøre efter et spørgsmål, er at lytte ordentligt og ikke blot vente på din tur til at sige noget klogt. Brug deres svar til at holde samtalen i gang:
- “Det giver god mening – er det typisk noget de studerende også får lov at arbejde med?”
- “Spændende, det minder om et projekt, jeg har lavet på studiet.”
- “Det lyder som et område, jeg gerne vil prøve mine kræfter med. Er det noget som man vil komme til at arbejde med?”
Små opfølgninger viser, at du faktisk er interesseret, og gør dig langt mere huskbar end en person, der bare afleverer sit CV og forsvinder igen.
Hav en enkel version klar
Du behøver ikke indøve din pitch udenad som en replik i en dårlig reklamefilm, men det hjælper at have øvet den et par gange. Så behøver du ikke genopfinde dig selv, mens modparten står og smiler tålmodigt.
Lav en version på 20-30 sekunder, som du kan sige naturligt. Den skal være kort nok til, at samtalen kan fortsætte, og konkret nok til, at virksomheden kan se, hvad du er på udkig efter, fx:
“Jeg læser [uddannelse], og jeg er især interesseret i [område]. Jeg leder efter [studiejob/praktik/første job], hvor jeg kan arbejde med [opgaver]. Jeg er nysgerrig på jer, fordi [konkret grund].”
Test det i virkeligheden
Vil du blive bedre til at præsentere dig selv, så prøv det af på en rigtig jobmesse. Find kommende karriere- og jobmesser på Jobmesse.dk, vælg et par virksomheder ud på forhånd, og brug messen som træning. Jo flere gange du prøver, jo mere naturligt bliver det. Held og lykke med din pitch!

