Virvaret af butikker på Strøget kan få selv det mest fornuftige, mådeholdne menneske til at gå i fælden. Er shopping en af dine guilty pleasures, så er der bedre og mere økonomivenlige måder at få styret din lyst på.
Danmark er et modeland
Med utrolig dygtige designere og internationalt anerkendte brands er mode at finde lige uden for vinduet. Uanset om du slentrer en tur igennem Latinerkvarteret i landets næststørste by, Aarhus, eller om du hænger ud på en café på Vesterbro i København, bliver du bombaderet med god stil. Det kan være fristende at falde i; købe dét du ser i modemagasinerne, hos dine yndlingsbloggere eller på stilfulde mennesker, du møder på din vej.
Men et færdigt studie og et unødvendigt stort SU-lån er ikke den sjoveste start på voksenlivet. Heldigvis er det ikke nødvendigt at brænde alle dine penge af for at finde frem til sæsonens must-haves.
Vælg de rigtige butikker
De eksklusive butikker er de flotteste. Men her ender du også nemt med at have brugt alle pengene på et enkelt item. Er du på SU, så må du ganske enkelt bide i det sure æble og gå uden om de dyreste af butikkerne.
Det er efterhånden blevet lidt af en kliché. Men highstreet butikkerne er rigtig dygtige til at spotte trends på modeverdenens glitrende catwalks og fortolke dem i deres egne kollektioner. Og dét i løbet af ingen tid. Så hold altid øje med highstreet'en. For det minimalistiske look er og bliver H&M en af de mest betydningsfulde. Ligesom svenske Cos og Weekday. Flakker blikket længere mod syd og de farverige, mønstrede trends, så hold øje med de to spaniere i highstreet-samlingen: Zara og Mango. Highstreet er din vej til tidens trends på et fornuftigt økonomisk niveau. Og kvaliteten kan der efterhånden ikke siges meget dårligt om.
Gå sale-amok
Er der alligevel items, du bare må have? Koste hvad det koste vil. Dyre køb bør aldrig være impulskøb for dig, der er på SU. Af den grund alene giver det god mening at overveje det grundigt, inden du smider flere tusinde kroner efter et enkelt item. Når du alligevel er i overvejelsesfasen, kunne det være en idé at vente til udsalget. To gange om året ryger de foregående kollektioner på tilbud, og der er en ordentlig portion penge at spare. Januar-udsalget sælger ud af efterårets kollektioner, mens sommer-udsalget sætter forårskollektionerne ned til langt mere tilnærmelige priser.
Kan du ikke undvære et par must-have designer items i din samling, er udsalgsperioderne gode tidspunkter at gå shop-amok. Hav lidt hånd i hanke med udsalgets mange lokkende tilbud og lav en prioriteringsliste over dine udsalgskøb. Er det designer stiletterne eller den lækre læderjakke, der står klarest i dine drømme? Brug dine udsalgspenge på dét, du allerhelst vil have.
Vintage-hypen
Endnu en mulighed er at gå genbrugsvejen. En eftermiddag blandt genbrugsfund er hyggelig, og her finder du items, du sjældent ser klistret på halvdelen af pigerne eller fyrene på universitetet. Vintage er in; af samme grund er de populæreste af butikkerne i byer som Aarhus og København også i dén grad dyrere end nødvendigt. Gå efter de hengemte og hold øjnene åbne, når du indtager vintage verdenen.
Bringer SU'en dig på storbyferie med studievennerne? Byer som London og Berlin er, udover at være utrolig billige at rejse til, fantastiske steder at gå på jagt efter nye vintage-fund. Et besøg i undergrunden; de kreative og lidt grunge-agtige bydele er altid givtige på genbrugsfronten.
Bazaar shopping
I samme dur som genbrugsbølgen, finder du second hand markeder. Danmark er et tøj-land og flere og flere markeder fokuserer derfor på at videresælge de enorme mængder af mere eller mindre brugt tøj. I en by som Aarhus er Mega Kup populært blandt studerende - på standene finder du brugt tøj fra jævnaldrende, der har behov for at rydde ud i garderobeskabet. FindersKeepers er en anden second-hand messe der, udover upcoming brands, også har et område med brugt tøj.
Er du derimod ikke rigtig vild med tanken om brugt tøj, er outlet shopping måske dig. Overalt i landet finder du arrangementer som Outlet Messen og Fashion Outlet, hvor brands sælger deres tidligere kollektioner og kollektionsprøver til meget billige penge.
Der er altså mange muligheder for at følge modespurten igennem årets fire årstider med tilhørende trends. Highstreet, udsalg, vintage og outlets er alt sammen med til at hjælpe dig til den SU-venlige mode.