Julens udgifter er ikke just uforudsete, men vi har alligevel en tendens til at blive overraskede over, hvor mange penge vi kommer til at bruge. Læg et julebudget og planlæg i god tid - din bankkonto vil takke dig.

Et italiensk juleeventyr

Læser du i København? Så kan du spise på en hip restaurant til discountpris alle hverdage indtil d. 19 december 2019. Restauranten Mother i Kødbyen tilbyder nemlig alle studerende et lækkert måltid mad for kun 25 kr. mellem klokken 15 og 16.30 i forbindelse med projektet Godt Mæt.

“Det er alles ret at spise og drikke godt, og det princip kan jeg rigtig godt lide. Men det er vores (personlige) erfaring, at mange studerende har virkelig svært ved at få SU’en til at række til at kunne købe gode råvarer og dermed også få noget ægte madkultur”, lyder det fra ejeren af Mother, David Biffani.

Julesul på SU

De mange julefrokoster er også allerede godt i gang - her er der masser af penge at spare, hvis I er mange om lave maden. Og internettet bugner heldigvis af gode opskrifter for enhver lomme.

SU-kogebogen fra Landbrug & Fødevarer giver dig opskrifter på nogle af de klassiske juleretter - billigt.

Bloggen "Mad for fattigrøve" tilbyder spændende juleopskrifter til dig med et stramt budget.

SU-mad.dk tilbyder mange varierende opskrifter til dig på SU.

Julegaver

Der er gode penge at spare på julegaver, når man laver sin research på nettet i forvejen. Ved du på forhånd, hvad du skal give, så kan du bruge en af de store prissammenligningssider på nettet: f.eks. Pricerunner.dk (alle varer) eller Prisjagt.dk - en blandet landhandel. Her kan du lede efter bestemte produkter og sammenligne priser i flere butikker, både online og offline.

Er du stadig i tvivl om, hvad mormor skal have, så kan du med fordel tage et dyk i et af de mange tilbudskataloger, der kan findes via nettet. Prøv f.eks. minetilbud.dk eller tilbudsugen.dk, hvor du kan finde de fleste af ugens tilbudsaviser fra butikker i hele landet. Leder du efter oplevelsesgaver, kan du prøve at søge dig frem til en god deal på en af de mange portaler som Bownty.dk eller spotdeal.dk.

Og husk, at der naturligvis intet er som en hjemmelavet gave til at få familien til at trække på smilebåndet (eller løfte øjnebryn). Har du hænderne skruet rigtigt på, tid til overs og en mængde tålmodighed, så kan du med fordel fordybe dig i en af de mange idéer til en DYI julegave.

Billigt hjem til jul

Skal du hjem til forældrene til jul? Husk, at du som studerende kan få rabat på dine togrejser - og bestiller du rejsen i god tid, er der en del penge at spare på DSB Orange. Men priserne på bus er som regel svære at slå. Prøv evt. FlixBus eller Kombardo Expressen - og husk stadig at bestille i god tid for den bedste deal.

Er du den ekstroverte type, så er der masser af carpool-muligheder at finde. Prøv f.eks. GoMore eller tjek en af de mange grupper med carpooling på Facebook - f.eks. den populære samkørselsgruppe for studerende mellem Thisted og Aarhus eller gruppen Samkørsel - lad os tage turen sammen.

Jul

Hjælp til julen

Mange fristes af de hurtige forbrugslån til at dække hullet i julebudgettet, men lad dig ikke narre - det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Men vidste du, at du som studerende også kan søge julehjælp? Der findes flere legater og fonde, der tilbyder julehjælp i form af madkurv, gavekort eller kontante beløb. Se f.eks. her:

Dansk Folkehjælp er en landsdækkende, frivillig humanitær organisation, som yder hjælp til udsatte mennesker i Danmark og udlandet. Folkehjælpen tilbyder julehjælp til studerende på SU og enlige.

Fonden Mødrehjælpen uddeler julehjælp hvert år til både mødre og fædre i form af et pengebeløb til indkøb af julemad og julegaver.

Frelsens Hær tilbyder julehjælp til udsatte familier i Danmark - det eneste kriterie for at søge hjælpen er familiens finansielle situation.

Julehjælpen formidler kontakt mellem donorer og værdigt trængende familier i hele Danmark. Her kan du ansøge om hjælp i form af tøj, gavekort og andre genstande, der doneres af private og virksomheder. Du kan også selv bidrage med en donation.

Røde Kors tilbyder julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier.

 

God jul!