Alle ved, at det er de færreste studerende, der kan smide om sig med penge, og at de fleste af og til, i stedet må spænde livremmen ind. Selvom danske studerende langt hen ad vejen, er bedre stillet end mange studerende i andre lande, kan det være meget udfordrende at få budgettet til at hænge sammen. Ligesom alle andre har studerende udgifter til husleje, mad, transport og forsikringer, og oveni skal der ofte købes dyre lærebøger. Her får du nogle tips til at få økonomien til at balancere, hvilket forhåbentlig kan hjælpe dig med at undgå at stresse over udgifterne.
Spar penge på mad og dagligvarer
Udover husleje er madbudgettet en af de store udgifter i hverdagen. Heldigvis findes der en masse muligheder for at spare penge på denne post. Hvis du vil gavne miljøet ved at bekæmpe madspild, og samtidig købe billige madvarer, så skal du hente app’en ”Too Good To Go”. App’en samarbejder med supermarkeder, kiosker og bagerier, som sælger ud af madvarer, der kan hentes ved butikkens lukketid. En anden app, der kan spare dig mange penge, hedder ”Mine Tilbud”. App’en indeholder en lang række tilbudsaviser, og du kan tillige oprette en såkaldt Tilbudsagent, der holder øje med hvilke butikker, der sælger dine yndlingsvarer billigst. Desuden kan du lave en madplan, så du undgår impulskøb. Hvis du handler ind efter din madplan, er du ikke så tilbøjelig til at købe fastfood og spise ude.
Læg et realistisk budget
Det er meget vigtigt at få overblik over alle udgifter. Lav et Excelark med poster for hver måned, så du ved hvor meget der skal sættes af til faste udgifter. Hvis du har et realistisk budget, der indeholder alle dine udgifter, behøver du ikke spille russisk roulette med dine penge, medmindre du planlægger at spille ligesom James Bond i Casino Royal. Husk at notere alle udgifter på budgetarket. Det gælder også penge til gaver, ferier, tandlæge, opsparing osv. Jo mere nøjagtigt du kan lave dit budget, jo lettere er det at overholde.
Det er ikke alle måneder, der har lige mange udgifter. Derfor er det vigtigt at fordele udgifterne så godt som muligt. Mange forsikringer forfalder typisk hvert halve år. De fleste forsikringsselskaber tilbyder dog også månedlig betaling, hvilket kan være en stor hjælp, da udgiften bliver ligeligt fordelt over alle årets måneder. Ved at oprette en budgetkonto i banken, får du fordelt udgifterne jævnt ud over året. Spørg din bankrådgiver til råds når der skal lægges budget, så rådgiveren kan hjælpe bedst muligt.
Det er en god idé at gennemgå budgettet 2-3 gange om året i tilfælde af prisstigninger og andre nødvendige justeringer.
Køb og sælg brugt
Det er rigtig lækkert at eje den nyeste iPhone, men der er mange penge at spare, hvis du kan nøjes med en lettere brugt mobil. Det samme gør sig gældende med computere, TV og anden elektronik. Tøj kan ofte findes billigt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, og der kan let findes gode tøj i god kvalitet.Det er også muligt at finde mange billige lærebøger på nettet. Du kan selvfølgelig også selv sætte nogle af dine egne brugte ting til salg. Hvis du alligevel aldrig bruger din playstation, eller har en brugt mobil liggende, så forsøg at få det solgt.
Find de billigste leverandører
Gå dine faste udgifter igennem, og undersøg om der kan spares på nogle af posterne. Der er ofte en del penge at spare ved at skifte mobilabonnement, ligesom der kan være stor prisforskel på fitnessabonnementer, tv-pakker og forsikringer. Mange udbydere giver ekstra rabat til studerende. Det er f.eks. muligt at tegne et særligt Spotify studerende-abonnement, og Office 365 Education kan bruges gratis.
Uforudsete udgifter
Alle hader uforudsete udgifter, men desværre kan de ikke undgås. Sørg for at sætte et beløb til side hver måned, så du ikke er på bar bund, hvis køleskabet går i stykker, eller tandlægeregningen bliver større end forventet. Mange steder er der mulighed for at betale en stor regning over et par måneder. Det er altid bedre at få en dialog med dem du skylder penge, i stedet for at betale for sent. Hvis du normalt overholder dine forpligtelser, og i øvrigt er ærlig omkring din situation, er pengeinstitutterne som regel også til at snakke med.