Føler du, at pengene til tider fosser ud af kassen, og har du brug for, at der går lidt flere ind på kontoen, når det bliver den første i måneden. Læs videre her hvor vi giver dig gode råd, hvis du overvejer at tage et SU-lån.
Start med budgettet
Før du overhovedet overvejer, hvorvidt et SU-lån er en fordel for dig, er det en god idé, at du får et overblik over din økonomi. Er der fx nogle steder, du kan spare, så dit behov for at låne bliver mindre? Det kan også være, at du finder ud af, at behovet for et lån kan erstattes af få timers studiejob.
Men er din konklusion, at du har behov for at låne penge, er det SU-lånet, du bør ty til. Et SU-lån er nemlig som regel det mest fordelagtige lån på markedet. Den månedlige sats for SU-lån er, pr. 1. januar 2022, op til 3.273 kr., og det er vel at mærke et beløb, der ikke bliver trukket skat af.
Hvorfor? - Hvorfor ikke?
I dag er det op mod hver tredje SU-modtager, der tager et SU-lån. En af dem, er Anna Dybkjær Smedegaard, som har følt sig nødsaget til at tage et SU-lån for at få økonomien til at hænge sammen. Hun er i gang med en kandidat i dansk på Københavns Universitet og har et studiejob ved siden af.
Da der bliver spurgt ind til hendes overvejelser omkring SU-lånet, fortæller hun om de fordele, hun ser ved det: ”Jeg kender flere, der har taget et SU-lån, som nu har færdiggjort deres uddannelse. De fortæller, at de nærmest ikke mærker til tilbagebetalingen. Så der tænker jeg egentlig bare YOLO, lad mig leve mit liv. Og min bank ser heller ingen problemer i, at jeg gør det.”
Det kan skræmme mange at gældsætte sig i en så ung alder, men det er vigtigt at holde sig for øje, at du kan sætte dit lån på pause, hvis du ønsker det. Har du fx et ekstra sommerferiejob eller lignende, kan du afmelde dit SU-lån i den pågældende periode. På den måde kan du formindske din gæld, så du ikke ender med at skylde mere, end hvad godt er, når din studietid er slut.
Magnus Bak Klaris, der læser human fysiologi på Københavns Universitet, er en af dem, der ikke har taget et SU-lån. Han begrunder det med, at han ikke har haft brug de ekstra penge. ”Men det er klart, at når jeg ikke tjener så mange penge, så indretter jeg også mit forbrug efter det”, fortæller han.
Selvom Magnus Bak Klaris har fravalgt SU-lånet, synes han ikke, det er en dårlig idé. ”Jeg har altid syntes, at det har været en god sikkerhed at vide, at man havde en mulighed for at tage et SU-lån. Jeg har også en vibe af, at det er billigt og godt, og det er en god ting.”
Når pengene skal retur
Det er vigtigt at huske, at et SU-lån er et lån ligesom alle andre lån, og det vil sige, at hver en krone skal betales tilbage - plus renter! Ønsker du at afvikle din gæld hurtigst muligt, kan du lave en ordning, hvor du bestemmer, hvor meget og hvor ofte du har lyst til at afbetale på din gæld. Vil du i stedet have en helt konkret plan, kan du få Statens Administration til at udforme en tilbagebetalingsplan. Reglen er blot, at du skal have betalt hele din gæld af inden 15 år.