I dette indlæg har vi fået råd fra pengeeksperterne Desirée Kjær Ballegaard, Sophie Bohr Grønbæk og Ann Lehmann Erichsen, der giver deres bedste tips til en studieøkonomi i topform
Få styr på dine udgifter
Du får SU, og måske har du også et studiejob, der giver dig lidt ekstra knaster at leve for hver måned. Det er altså en kendsgerning, at de fleste studerende ikke har mulighed for at leve en livsstil i sus og dus, simpelthen fordi studieøkonomien ikke rækker til det.
Men det behøver langt fra at betyde, at du er tvunget til at leve af havregrød og pasta med ketchup hver dag.
Dyk ned i din økonomi og undersøg hvilke udgifter du har. Her skal du indkludere både de faste og variable udgifter, såsom husleje, forsikring, fitnessmedlemsskab, mobilabonnement, streamingtjenester, indkøb, tøj og fest, plus de udgifter du ellers har.
Læg et budget
Når du har skabt dig et overblik over dine udgifter, er det tid til at sætte dine penge i system. Måske har du fundet ud af, at du bruger flere penge på mad og tøj i forhold til, hvad du egentlig har råd til.
Når du har overvejet, hvordan din indtægter og udgifter egentlig hænger sammen, er det tid til at systematisere dem ved at lægge budget. Du kan søge dig frem til et budgetskema online, eller du kan lave dit eget i et regneark.
Et budget er en genial måde at skabe overblik over, hvad du bruger, og hvad du egentlig har råd til. Det kan give en dejlig ro i maven, fordi du ved, hvad du har råd til, og ikke bliver nervøs over at tjekke din netbank sidst på måneden.
Hold fast i det gode overblik
Klap dig selv på skulderen - du har tjekket din økonomi igennem og lagt pengene i system i et budget. Godt klaret! Men at holde styr på dine penge kræver dog mere opmærksomhed. Et godt trick er at holde styr på, om du holder dig indenfor dit budget i løbet af måneden.
At have styr på dine penge og dit forbrug kan være en stor hjælp i hverdagen. Det giver nemlig en dejlig ro i maven at vide, at du har styr på, hvor mange penge du bruger, versus hvor mange penge du har til rådighed.
Vi ønsker dig held og lykke med at få din studieøkonomi til at køre på skinner!
