Vi giver dig et par gode råd til, hvordan du kan formindske brugen af penge i dit lokale supermarked og dermed få flere penge til alt det sjove.

Planlægning

Planlægning er et nøgleord, hvis du gerne vil undlade at bruge halvdelen af din SU på dagligvarer. Lav en madplan søndag aften og undgå de sene panikkøb, som tit er de dyreste. Hvis du har en madplan, behøver du heller ikke at handle lige så ofte, da du vil købe ind i større mængder, hvilket du vil kunne mærke på dine udgifter.

Et tip til at kunne planlægge din mad er www.madplanuge.dk, hvor du kan lave madplaner ud fra aktuelle tilbud og spare penge på den måde.

Spis i fællesskab

Det er billigere at lave mad til flere personer, og derfor kan en madgruppe et par gange om ugen være en god og billig løsning. Hvis du er midt i en eksamensperiode, kan du med fordel holde madklub med nogle fra dit studium, så I samtidig kan give hinanden gode råd og lignende. På den måde slår du to fluer med ét smæk.

Lav store portioner

Lav store portioner og gem til dagen efter. På den måde sparer du både penge og tid. Du kan fx lave en lækker kødsovs fyldt med grove grønsager. Har du ikke lyst til at spise det samme to dage i træk, så smid resterne i fryseren og gem det til en anden dag, hvor overskuddet til at lave mad er langt væk. Se også denne lækre opskrift på lasagne.

Kig i tilbudsaviserne

Det er værd at kigge i ugens tilbudsaviser, også selvom det betyder, at man skal gå i tre supermarkeder for at handle. Har du et "Nej tak til reklamer" klistret på din postkasse, så kan du læse tilbudsaviserne online her. Du kan også downloade forskellige apps, der viser gode tilbud og lignende.