Stigende madpriser, dyr husleje, bøger og en presset studieøkonomi. Der kan være mange grunde til, at studerende overvejer at tage SU-lån. For nogle er lånet nødvendigt for at få hverdagen til at hænge sammen. For andre kan det blive en gæld, der følger med længe efter studiet.

Pas på løbske lån

Umiddelbart kan et SU-lån virke som en enkel løsning. Er du tilmeldt en videregående uddannelse og modtager SU, kan du i 2026 låne op til 3.799 kroner om måneden oven i din SU. Du bestemmer selv, hvilke måneder du vil låne, og hvor meget du vil have udbetalt op til det maksimale beløb.

Men selvom SU-lånet ofte er billigere end mange andre lån, er det stadig gæld. Der løber renter på lånet fra den dag, du optager det, og indtil det er betalt helt tilbage. Mens du læser, er renten 4 procent. Når du er færdig med uddannelsen, bliver renten variabel.

En høj SU-gæld kan få betydning for dit liv efter studiet. Du kan komme til at afdrage i mange år, og gælden kan påvirke, hvor meget banken senere vil låne dig til for eksempel bolig, bil eller andre større køb.

Du kan læse mere om satser og regler for SU-lån hos su.dk og om tilbagebetaling hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Hvornår skal du betale tilbage?

Du skal først betale SU-lånet tilbage, når du er færdig med din uddannelse. Tilbagebetalingen begynder som udgangspunkt 1. januar et år efter udgangen af det år, hvor din uddannelse slutter. Slutter du for eksempel din uddannelse i juni 2026, begynder tilbagebetalingen 1. januar 2028.

Du får automatisk besked, når det er tid til at betale lånet tilbage. Du kan også altid få overblik over din studiegæld i selvbetjeningen hos Udbetaling Danmark, Studiegæld.

Har du mulighed for det, kan du betale ekstra af eller indfri lånet før tid. Hvis du får problemer med at betale, kan du i nogle tilfælde udsætte betalingen eller få nedsat afdraget i en periode. Det vigtigste er, at du reagerer, før gælden løber fra dig.

Gode råd mod gæld

Det er vigtigt, at du som studerende tidligt holder lånet i hanke og har overblik over din økonomi. Her får du seks gode råd til at undgå, at SU-lånet vokser sig større end nødvendigt:

  • Læg et budget.
    Få overblik over din økonomi, og lav et budgetskema, hvor du skriver alle faste udgifter og indtægter ind. Opdel årets samlede udgifter i 12, så du hver måned ved, hvad du skal sætte af til husleje, forsikring, el, varme, transport, telefon og andre faste udgifter.

  • Opret en budgetkonto.
    Det faste budgetbeløb kan sættes ind på en budgetkonto hver måned, hvorfra alle faste udgifter trækkes. Sørg for, at faste udgifter bliver tilmeldt Betalingsservice eller en anden automatisk betalingsløsning, så du undgår rykkergebyrer og glemte betalinger.

  • Vurdér dit forbrug.
    Mange ved ikke præcist, hvad de bruger pengene på. Dan dig et overblik over dit forbrug ved at gennemgå din netbank, gemme boner eller skrive ned, hvad du bruger penge på i løbet af måneden. Når du har overblik over dit forbrug, er det nemmere at finde de udgifter, du kan skære ned på.

  • Vær realistisk.
    Lav en realistisk plan for, hvor meget du har brug for at låne. Hvis du allerede er færdiguddannet og skal betale tilbage, bør du også lave en afdragsplan, der passer til din økonomi. Mange vil gerne hurtigt af med gælden og sætter sig for hårdt. Det kan ende med, at man må optage dyrere lån for at få hverdagen til at hænge sammen.

  • Betal de dyreste lån først.
    Det er vigtigt at få overblik over al din gæld. Har du både SU-lån, forbrugslån, kreditkortgæld eller andre lån, bør du som regel prioritere de dyreste lån først. SU-lån er ofte billigere end forbrugslån, men det betyder ikke, at du skal låne mere end nødvendigt.

  • Søg hjælp.
    Mange opfatter dårlig privatøkonomi som et tabu. Men hvis gælden er vokset dig over hovedet, eller hvis overblikket er væk, kan det være en stor hjælp at tale med en udenforstående. Hvis du ikke har lyst til at tale med din bank, findes der også gratis og uvildig gældsrådgivning. Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning tilbyder for eksempel gratis og fortrolig rådgivning til personer med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og stor gæld. Læs mere hos Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning.

Hold øje med renter og gebyrer

Hvis du ikke betaler til tiden, kan der komme rykkergebyrer og ekstra omkostninger oveni. Betaler du fortsat ikke, kan lånet blive opsagt og sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Derfor er det vigtigt at kontakte Udbetaling Danmark, Studiegæld, hvis du får problemer med betalingen.

Du kan læse mere om renter, gebyrer, udsættelse og ekstra afdrag på borger.dk.