Du kan hver uge købe en pose økologisk og lokalproduceret frugt og grønt for 100 kroner. Det kræver blot et medlemskab i fødevarefællesskabet, og at du lægger tre timers arbejde i foreningen. De tre timers arbejde kan være alt fra at pakke grøntsager, sidde i kassen, lave smagsprøver eller regnskab for foreningen.
Og det er langt billigere end at købe økologisk hos dit lokale supermarkedet. Modtager du ugentligt en pose med frugt og grønt, kan du på månedsbasis spare 230 kroner. Årligt svarer det til en besparelse på 2754 kroner. Det viser So.dk, som har lavet et pristjek af en pose fra Fødevarefælleskabet i København. Her blev varerne sammenlignet med prisen i Netto.
Kolde og lune biosalater med brændt knoldselleri og fritteret kartoffel
Vi har fået Kokken Nicolai Nørregaard, der er Køkkenchef på Kadeau Bornholm & Kbh, til at udvikle fem lækre og studievenlige opskrifter ud fra en af Københavns Fødevarefællesskab ugentlige poser:
Posen uge 2
1 kg Kartofler, Ditta, Birkemosegård (bio)
1 ps Rosenkål, Birkemosegård (bio)
1 kg Rødbeder, Birkemosegård (bio)
1 bdt Porrer, Kiselgården (bio)
1 stk Selleri, Kiselgården (bio)
1 kg Gulerødder, Kiselgården (bio)
1 kg Pastinakker, Kiselgården (bio)
0.5 kg Pærer, Bandholm (øko)
Kold salat på nippet rosenkål og pære
Start med at lave en simpel vinaigrette. Tag den bedste eddike og olie du har, og bland dem i lige dele. Smag til med en lille smule øko honning, salt og peber og ryst grundigt. Hak et lille skalotteløg fint og bland i vinaigretten.
Skær bunden af rosenkålene, pil de alleryderste blade af og smid dem ud. Pluk de næste lag blade af og kom dem i isvand. Gem kålhjerterne til senere brug.
Skær pæren i små stykker.
Afdryp kålbladene og bland med pære og helt tyndt skåret rødløg. Vend vinaigretten i lige før servering.
Lun salat på rødbede, gulerod og grillet porre
Skræl rødbeder og gulerødder. Skær toppen af porrerne og pil de yderste grove lag af. Rengør herefter porrerne grundigt.
Skær rødbeder og gulerødder i mundrette stykker og steg dem på en varm pande i neutral olie (brug altid neutral olie til stegning. Det afgiver ingen smag og kan klare højere varme end dyre koldpressede olier). Tilberedningstiden afhænger af størrelsen på stykkerne, men steg indtil de er tilberedte, men stadig har relativt meget bid. Til sidst kommes en skefuld honning samt saften fra en halv citron på panden, så rodfrugterne glaseres.
Grill porrerne på en grillpande eller en meget varm tør pande. Det er vigtigt at porrerne bliver tilberedt helt færdige.
Skær porrerne i mindre stykker og bland med rødbeder og gulerødder. Drys med salt og peber og vend det godt sammen.
Karamelliseret puré på pastinak
Skræl pastinakkerne og skær dem i stykker på størrelse med en terning. Kom dem i en tykbundet gryde med lidt neutral olie og 100 g smør. Steg stykkerne til de er helt møre, mørke og karamelliserede. Blend pureen i en blender eller foodprocessor. Hvis du kun har en stavblender, må du bruge den medfølgende blenderskål. Tilsæt lidt sødmælk indtil konsistensen er lind og cremet. Smag til med salt og lidt god æbleeddike.
Friteret kartoffel
Kog en liter vand og hæld over en lille håndfuld salt. Skær kartoflerne i tynde skiver. Hæld saltvandet over kartoflerne og lad det trække i fem minutter. Dryp godt af og fritér i en gryde i neutral olie ved 150 grader til de er sprøde og gyldne. Drys med det bedste salt du har.
Knus chipsene let og drys saltet over retten lige inden du serverer.
Saltbagt og brændt selleri
Bag sellerien i salt ved 170 grader til det er mørt. Køl ned og del i 1 cm tykke skiver. Steg skiverne i olie til de bliver meget mørke, næsten brændte. Det giver en let bitter og syrlig tone, der er formidabel som hovedrolleindehaver i mange retter.
Tip:
Hvis du tilfældigvis har en rødspættefilet i køleren, vil du ikke gå galt i byen, hvis du steger den sprød på en varm pande i olie og smør, og serverer den til de kolde og lune økosalater.
God fornøjelse
Nicolai Nørregaard