Er du medlem af et fitnesscenter? Får du det brugt? Eller har du valgt det fra, fordi du synes, det er for dyrt?

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er fedt (og sundt) at røre sig, men det kan også være en dyr affære, hvis det kræver, at du betaler et par hundrede kroner tilfitnesscenteret hver evig eneste måned. Især hvis du ikke får brugt medlemskabet.

Men det behøver slet ikke at koste alverden at være fit. Eller at blive fit! Her får du tre skudsikre råd til, hvordan du kan få mest fitness for pengene både med og uden fitnesscenterets løbebånd.

 1. Fit uden en slim pengepung

Den nemmeste løsning er selvfølgelig, at du tropper op i det fitnesscenter, der ligger tættest på, hvor du bor. Men start lige med at undersøge, om din skole, din fagforening eller arbejdsplads tilbyder rabat eller giver tilskud til et medlemskab i dit fitnesscenter. For katjiiiiiing, så er fitness-pengene nemt sparet!

Tjek også hvilken type medlemskab, der passer bedst til dine behov. Vil du kunne træne i alle kædens centre, eller kan du nøjes med dit nærmeste center? Har du behov for at tage fitnesshold, eller foretrækker du at træne for dig selv?

Vær kritisk og find ud af, hvad du egentlig har behov for. Der er ingen grund til at lægge 450 kroner om måneden til et abonnement med alt inkluderet, hvis du bare gerne vil trampe lidt i en crosstræner en gang om ugen.

 2. Gear til fitte priser

Der skal noget gear til, når du træner. Sko, træningstøj, vandflaske, og måske nogle vægte eller en yoga-måtte. Det kan hurtig blive en hård omgang for din sparegris, hvis du skal en tur i Nike- eller Adidas-butikken og købe ind.

Heldigvis har det aldrig været nemmere at købe brugt, end det er i dag. På DBA, Tradono og Trendsales sælger folk deres sager videre i stor stil, og ofte er de knap nok brugt. Med lidt søge-snilde kan du hurtigt finde lækre sager til en brøkdel af nyprisen.

 3. Frisk luft til kroppen

Hvis du virkelig er ude efter at spare, så det batter, og samtidig går efter at blive den mest trænede, fit type, kan du helt droppe fitnessmedlemskabet og træne selv.

Der findes et hav af træningsvideoer på YouTube, du kan hoppe rundt til hjemme i stuen, uanset om du er til sveddryppende øvelser, dans, yoga eller kampsport. Mange af træningsvideoerne behøver du ikke engang noget udstyr til, bare din egen kropsvægt.

Du kan også hive fat i en ven og lave en fast aftale om, at I mødes hver uge i en park og træner igennem. Om du er medlem af et fitnesscenter eller ej er ikke en ‘showstopper’ for, hvor meget du kan træne.

Så er det ellers bare at binde snørebåndene og sige ‘ready, set, go’: nu skal der trænes! Forhåbentlig kan disse tre tips hjælpe dig til at spare penge, samtidig med at du sprinter løs.

__________

Spiir er en gratis budget-app, der hjælper over 150.000 danskere med at holde snor i deres penge. Med et enkelt klik kan du se, hvad du bruger din SU på, og du kan nemt sætte et loft for, hvad du vil smide af pengesedler til caffe latte, buskørsel og dagligvarer. Download appen nu.

Af: Caroline Sølver, Spiir.dk